Historien om Gudhjem

Gudhjem kort fortalt og placeret i landskabet

Gudhjem ligger på Bornholms nordøstkyst, klemt ind mellem granitknolde og en stejlt faldende kyst. Byen er bygget op ad klipperne i terrasser, hvilket er grunden til at mange kalder den Danmarks eneste bjergby. Nede ved havnen ligger et kompakt fiskerleje, og ovenfor rejser bebyggelsen sig i hårnålesving og trapper med udsigt over Østersøen. Mod vest ligger Helligdomsklipperne, en serie dramatiske sprækkedale og grotter, og lige nord for byen finder man Døndalen med Danmarks højeste vandfald. Navnet Gudhjem tolkes ofte som Guds hjem eller gudernes hjem, men etymologien er usikker og kan også være knyttet til ældre kultpladser. Det vigtige er, at stedet altid har været formet af klippen, lyset og en havn, der både gav beskyttelse og adgang til handel.

Fra kystbopladser til middelalderby

Bornholm har spor af bosættelse fra sten- og bronzealder, og kyststrækningen omkring Gudhjem har givet fiskeri og let adgang til små agerbrug på terrasserne bag kysten. I middelalderen voksede Gudhjem frem som en klynge af gårde og fiskerhuse omkring en naturlig vig, hvor man kunne trække både på land. Tæt inde i landet ligger Østerlars Rundkirke fra 1100-tallet, et stærkt tegn på, at området tidligt var en del af kirkens og handelsruterne i Østersøen. Bornholm lå på skillelinjen mellem dansk kongemagt, kirkelige jordbesiddelser og de hanseatiske byers handelsnet, og Gudhjem deltog som udskibningssted for fisk, korn og træ, om end i mindre målestok end Rønne og Nexø. Den tidlige bystruktur følger stadig terrænet: uregelmæssige stræder, stensatte trapper og små gårdrum, hvor man kunne forarbejde fisk og opbevare garn.

Sild, røg og handelsveje

Helt ind i 1800-tallet var silden Bornholms økonomiske rygrad. Sildebestande svingede i cyklusser, men når fiskene stod tæt i Østersøen, eksploderede aktiviteten. Gudhjems fiskere sejlede ud i åbne både, og på land opstod røgerier i lange rækker. Den bornholmske røgetradition blev udviklet til en effektiv forædlingskæde: rensning, saltning og varm rygning over bøgebrænde tilsat en smule enebær for aroma. Røgerierne fungerede både som produktion og som sociale knudepunkter. Her blev der afregnet fangster, udvekslet priser og planlagt næste togt. Silden blev eksporteret i tønder og senere i kasser, og Gudhjem fik forbindelser til markeder i København og de tyske Østersøbyer. Det ikoniske måltid Sol over Gudhjem med røget sild, æggeblomme, purløg og radiser er et kulinarisk efterladenskab fra den produktionskultur, hvor frisk røg smagte af arbejde, penge og hav.

Havn, dampskibe og jernbane

I 1800- og begyndelsen af 1900-tallet blev Gudhjem gradvist udbygget med mole, bolværk og bølgebrydere, så både fiskere og fragt kunne manøvrere mere sikkert. Dampskibenes epoke knyttede byen tættere til omverdenen, og ruterne gjorde det muligt at sende varer ud og hente forsyninger ind med større regularitet end tidligere. Bornholm fik et net af jernbaner, der i en periode forbandt Gudhjem med øens andre købstæder. Samlet set gjorde disse anlæg Gudhjem mindre sårbar over for vejrlig og sæson, men også mere indvævet i den regionale økonomi, hvor priser og efterspørgsel i København og Nordtyskland kunne mærkes direkte i havnens travlhed. Da jernbanerne forsvandt i midten af 1900-tallet, tog rutebiler og lastbiler over, men sporene af infrastrukturen ses stadig i byens orientering mod havnen som primær akse.

Kunstnerby og det særlige bornholmske lys

Fra slutningen af 1800-tallet og særlig i første halvdel af 1900-tallet søgte malere, keramikere og senere glaskunstnere mod Gudhjem og de nærliggende klippekyster. Bornholmerskolen er ikke en skole i formel forstand, men et miljø af kunstnere, der var optaget af lysets hårde kontraster over granit og hav. Oluf Høst er den mest kendte, og hans hjem i Gudhjem er i dag museum. Lige syd for Helligdomsklipperne ligger Bornholms Kunstmuseum, som i sig selv er et arkitektonisk svar på landskabet med udsigt over havet. Kunstnernes tilstedeværelse ændrede byens økonomi og selvforståelse. Ud over fisk og røg fik Gudhjem en identitet som motiv, atelier og udstillingsvindue for bornholmsk kultur. Det trak turister, pensionater og siden sommerhuse til området, hvilket igen gav nye lag af serviceerhverv.

Krig, besættelse og efterkrigstidens omstilling

Under 2. verdenskrig var Bornholm besat, og øen blev befriet i maj 1945 efter voldsomme bombardementer af andre byer. Gudhjem slap med færre fysiske skader, men økonomien og forsyningskæderne blev forstyrret. Efter krigen fulgte en længere omstilling. Sildens gydevandringer ændrede sig, fiskekvoter og teknologi pressede de mindste enheder, og flere røgerier lukkede eller skiftede til butik og cafedrift. Turismen tog gradvist over som hovedmotor. Det betød sæsonarbejde, nye typer butikker og en forskydning fra produktionsby til oplevelsesby. Samtidig voksede et bevaringsengagement frem. De hvide skorstene er ikke kun souvenirs. De er industrielle kulturminder, som fortæller om en arbejdsdeling og et håndværk, der har formet både smag og byrum.

Byens struktur og materialer

Gudhjems bygningsmasse er præget af granit og bindingsværk med tegl- og skifertag. De stejle gader kræver korte facadeforløb, hvide hjørner og terrasser, hvor man kan håndtere niveauspring. Havnen er byens funktionelle kerne med fiskerhuse, pakhuse og røgerier placeret, så transporten fra kaj til ovn var så kort som muligt. Ovenfor ligger beboelse, kirke og de tidligere mølleanlæg. Gudhjem Mølle er et markant landmærke og et vidne om, at kornforarbejdning engang var en væsentlig biindtægt ved siden af fiskeri. Terrasser, stensætninger og små haverum afspejler en husflidslogik, hvor alt nyttigt blev presset ind mellem klippe og skrænt. Resultatet er en by, som læses bedst til fods, fordi hver krog rummer tegn på, hvordan man har udnyttet terrænet.

Havnen som nøglen til forståelse

Havnen forklarer Gudhjem. Herfra sejler man til Christiansø, og her lå den historiske forbindelse til markeder uden for øen. Havnebassinet er nøje formet til at bryde sø fra øst og nord og er renoveret ad flere omgange for at kunne håndtere større fartøjer. Den daglige rytme er stadig bundet til havet. Morgentransporter, turistbåde, fritidsfiskere og iskiosker følger vejrudsigten. Også byens berømte retter og fødevarehåndværk tager udgangspunkt i havnens nærhed. At spise røget sild i Gudhjem er ikke nostalgi, det er en direkte fortsættelse af et lokalt system for forædling, hvor afstanden fra fangst til røg er meter, ikke kilometer. Denne korte kæde er grunden til, at smagen og traditionen holder sig skarpe.

Kultur, arrangementer og identitet i nutiden

I dag lever Gudhjem af en blanding af småerhverv, kunsthåndværk, gastronomi og sæsonturisme. Sol over Gudhjem er ikke kun en klassisk ret, men også et moderne madarrangement, der hvert år samler kokke, producenter og besøgende omkring havnen. Byen fungerer som port til kystvandringer mod Helligdomsklipperne og cykelture ind i landet mod rundkirker og skove. Samtidig er der opstået en ny generation af producenter, der arbejder med røg, salteri, øl, is og lokale grøntsager i skalaer, der passer til byens størrelse. Identiteten hviler på tre søjler: geologi, lys og hav. Når man beskærer alt overflødigt, er det disse tre, der bliver tilbage som forklaringen på, hvorfor Gudhjem ser ud og fungerer, som den gør.

Hvad man skal se for at forstå historien på en eftermiddag

1. Start ved havnen og læg mærke til bolværk, slæbesteder og placeringen af røgerierne.

2. Gå op ad de stejle stræder til Gudhjem Mølle for at se, hvordan byens terrasser er lagt i klippen.

3. Fortsæt til kirken og læg mærke til granitdetaljer og kirkegårdens læ for vinden.

4. Søg videre til Bokul, højdedraget over byen, hvor man forstår, hvorfor husene ligger, som de gør.

5. Tag stien langs kysten mod Helligdomsklipperne og notér sprækker, huler og den mørke granit, der holder på varmen og forstærker lyset.

6. Afslut med en røget sild serveret enkelt. Den rute giver et koncentrat af Gudhjems historie, fordi den forbinder naturgrundlaget, byens arbejdspladser og de kulturelle lag, der er kommet til.

Konklusion uden omsvøb

Gudhjem blev til, fordi klippen og havet tilbød en havn og et råstof i form af sild. Byen voksede i højden, ikke i bredden, og udviklede en tredje søjle i form af kunst og kultur, da fiskeri alene ikke længere bar økonomien. Røgerierne er industrianlæg, ikke pynt. Havnen er maskinrum, ikke kulisse. Lyset er produktionsvilkår for både malere og fiskere. For at forstå Gudhjems historie skal man se sammenhængen mellem geologi, økonomi og kultur. Den sammenhæng er stadig synlig i byens gader, i havnens rytme og i smagen af røg, salt og granit.